Forord

Danmark har tiltrådt ILO – konvention 169. Den gælder overalt i kongeriget for grønlændere. Dermed også dem, der bor i Danmark. Det er en klar erfaring, at såkaldte danske “børnesaglkyndige” aldrig har sat sig ind i grønlænderes måde at opdrage børn på. Det er i strid med ILO-konvention 169, der netop forpligter myndighederne til at respektere inuits opdragelsestraditioner i Danmark.

Ganske vist har Danmark ratificeret traktaten. Men hvad angår grønlændere i Danmark har den aldrig løftet det yderste af en lillefingernegl for at respektere den.

I alle de sager jeg kender til, har manglende indsigt i grønlandsk opdragelse spillet en betydningsfuld rolle.
Det handler her ikke bare om de såkaldte “Forældrekompetenceundersøgelser”, men om grundlaget for anbringelser udenfor hjemmet i det hele taget.

Her læser du en indsigtsfuld artikel af

Jean Briggs

1960’erne gjorde Harvard-studerende Jean Briggs en forbløffende opdagelse om menneskets vrede. Som 34-årig levede hun i 17 måneder over polarcirklen på den barske tundra hos en inuitfamilie, der accepterede at “adoptere” hende, så hun kunne observere deres levevis. Jean Briggs døde i 2016

Aldrig vrede

Facadekunst Nuuk 2017

i opdragelsen

Uden veje, varmesystemer eller butikker i nærheden var Briggs dybt underlagt en kultur radikalt forskellig fra hendes egen. En af de første ting hun lagde mærke til? Inuit-voksne blev aldrig vrede.

Hverken når nogen spildte kogende vand inde i en iglo.

Eller når en fiskesnøre – håndflettet over dage – knækkede ved første brug.

Ingen råben. Ingen frustration. Kun rolig accept og handling.

 

Og Briggs? Hun følte sig som en følelsesmæssig  tumling.

Trods hendes bedste intentioner var hun mere reaktiv, impulsiv og følelsesladet. Hvilket rejste et afgørende spørgsmål: Hvordan opdrager inuitter deres børn til at være så følelsesmæssigt beherskede?

Stene den lærte empati – et lærende øjeblik

En dag så Briggs en ung inuitmor interagere med sin vrede toårige søn. Drengen var rasende. I stedet for at skælde ham ud, gav moderen ham en sten og sagde blidt:

“Slå mig med den. Kom nu, slå mig igen. Hårdere.”

Da barnet kastede stenen, dækkede moderen sit ansigt og lod som om hun græd:

“Av! Det gjorde virkelig ondt!”

For udenforstående kan det virke mærkeligt. Men i inuitkulturen er dette et dybt lærende øjeblik. Disse legede konsekvenser er en mild måde at lære børn empati og deres handlingers virkning – uden skam eller straf.

Guldreglen: Skæld aldrig et lille barn ud

Inuitforældre mener, at det er både ineffektivt og ydmygende – for voksne – at råbe ad småbørn. Det lærer barnet, at vrede er løsningen på frustration.

I stedet viser de ro og følelsesmæssig selvkontrol. Når et barn opfører sig dårligt, slår eller kaster et raserianfald, er der ingen straf. Forældren venter, til barnet er roligt – og genopfører derefter situationen i en legesketche med spørgsmål som:

“Hvorfor slog du mig ikke hårdere?”

“Føltes det godt at få mig til at græde?”

 

 Hvorfor virker det?

Fordi børn lærer bedst gennem leg og observation. De spejler vores adfærd. Og når vi reagerer med tålmodighed, internaliserer de den respons – og former bogstaveligt talt deres udviklende hjerner.

Disse teatralske rollespil giver børn redskaber til at håndtere store følelser – længe før de har brug for dem. Det er følelsesmæssig træning, når de er rolige… så de er klar, når de ikke er det.

Det, vi gør i de små øjeblikke, former, hvordan vores børn håndterer deres største.

Selv for voksne er det svært at kontrollere vreden. Men hvis vi træner følelseskontrol, når vi er rolige, har vi langt større chance for at lykkes i stressede situationer. Og den bedste tid at begynde at lære den færdighed? I barndommen.

Så måske har vi ikke brug for timeouts, trusler eller råb.

Måske skal vi bare fortælle en historie, lege en rolle og give plads til, at vores børn kan vokse til sig selv – med mildhed, empati og forbilleder.