af Mikael Hertig.  dansker og cand. scient. pol.

 

Retten til egen identitet

Set for sig og udenfor den aktuelle konflikt om Trumps overtagelse af Grønland er den opsamlede vrede over danske regeringers konstante kolonimagtsattituder overfor de grønlandske myndigheder og det grønlandske folk. Når man har magten til at sætte dagsorden, behøver man ikke spørge, ikke interessere sig for andet.

En stor del af det, grønlænderne med rette opfatter som arrogance, oplever dansk presse og danske politikere måske slet ikke.. Danskerne går rundt og ser på Grønland og i Grønland ud fra et andet værdigrundlag, et andet kulturelt verdensbillede.

Sådan har herskerattituden hele tiden været, omend under nogen svækkelse. Den er et irritament. Og som Finn Lynge antydede, så samler den grønlandske befolkningen tålmodigt og tilsyneladende venligt op, indtil vreden slår igennem.

Harmen og vreden over dansk arrogance og undertrykkelse er ikke glemt overhovedet. Det seneste eksempel så man med afpubliceringen af “Grønlands glemte guld” Den ydmygelse er ikke glemt. Og det bliver den heller ikke. Spørgsmålet her er, om vrede, harme og raseri er nogen egnet motivation til at formilere et politisk program. Ligesom væk ikke eksisterer i miljøsammenhæng, så  er det vel de positive ønsker for landets fremtid, der først og fremmest skal formuleres.

Jeg skriver som dansker. Min opgave er derfor ikke at definere, hvad der er godt for inuit. Men jeg er alligevel en – synes jeg selv (pas på!) venlig iagttager.

 

300 års kolonisering er ikke gået sporløst hen over grønlænderne

 

Allerede Knud Rasmussen sagde, at den oprindelige, ægte, uforstyrrede grønlænders tis var forbi. Den såkaldte “civilisation” ville om ikke æde den oprindelige kultur op, så ville en verden med penge, damp- eller dieselskibe, industrialiserede varer osv. sætte sit umiskendelige præg.  Der var efter hans opfattelse ingen vej tilbage.

Med koloniseringen er Grønland blevet kristen. Spørger man grønlænderne i almindelighed, om de er kristne, mødes svaret med undren: For hvad skulle de ellers være?. Det kan da godt være, at de forestiller sig noget andet ved at være kristne end vi normalt afkristnede gør i Danmark.  Men kirken er, måske takket være mange forskellige kræfter, heruner Herrenhutterne, grundfæstet i den grønlandske hverdag.
rke
Pengevæsenet har afløst byttehandlen og fælles deling. Den i 2014 afdøde forfatter Finn Lynge kaldte pengevæsenet noget i retning af den grønlandske kulturs forbandelse.Men pengevæsenet, lønningerne, arbejdsmoralen og tilsvarende skikke er kommet for at blive.

Urbaniseringen, hvor man stuvede bygefolket ind i kernefamilieboliger, er også kommet for at blive. Urbanisering fortsætter, drevet af grønlandske og danske kapitalinteresser.

Skriftsproget, som bevirker, at grønlændere har deres egne bøger, går formentlig direkte ind i hver nutidsgrønlænders sjæl, sila. Men selv om myterne og de mundtlige fortællinger og fortælletraditionen leve stadig.

 

Peter Burke og hybriditeten

 

Cambridgeprofessoren Peter Burke skrev værket “Cultural Hybridity“. I de tidligere kolonier hævder han, at kolonimagtens kultur hænger ved, er en del af identiteten, hvad enten man vil slippe af med den. Med ansdre ord hader den almindelige grønlænder, der ellers har fået mere end nok af dansk kultiur og levevis, sig selv også.  https://www.youtube.com/watch?v=lglljPEUDF8.

Hadet mod dansk overlegen væremåde er forståelig. Mens danskerne har det med at frikende sig selv, handler det om evnen til at indleve sig grundigt i, hvad grønlænderen ville have sagt, også hvis vekommende var blevet spiurgt. Problemet er, at magthaveren ikke alene ikke behøver at spørge. men heller ikke behøver være klar over det, han ikke ser eller fornemmer – for at træfffe afgørelser og udøve magft.

Der er to ret interessante artikler at tage fat på her:    Spivak: Can the Subaltern speak? og dernæst
. PBachrach and Barattz : Two Faces of Power På hver sin måde handler det om, hvad man bevidst eller ubevidst  udøver magt hen over  mennesker, der ikke forlanger at blive spurgt. Underkastelsen kan aflejre sig i sindet. Den demokratiske dobbeltsttandatd, hvor danskerne har det med at foregive demokrati, mwn ikke spørger hvad den stumme grænlænder ville habe sagt, hvis hun blev spurgt.

På ondt og godt er inuit både i Grønland og i Danmark tilvænnet dansk væremåde. I Danmark bliver de diskrimineret i forskellig grad afhængig af udseende og evner til at tale dansk.

 

Partier og ‘selvstændighed’

 

Den nye grønlandsle regering indtager den position, at den vil være grønlændernes regering. Dertil hører en dansk inspireret organisationsform med gratis skoler og sundhedsvæsen, sociale ydelser osv. Om en amerikanisering vil blive påtvunget eller ej, ved vi ikke. Hvordan sådan en omstilling  skal foregå, kan være vanskeligt at forestille sig.

Det kan være svært for en dansker at forstå grønlandsk politik og forskellene mellem . Det er ganske klart, at den danske presse koncentrerede sig meget om “selvstændighed”.  Man kan forestille sig, at det danske ord ‘selvstændighed’  kan være brugt fælles om flere ord på grønlandsk. Selvstændighedsønsket kan være mere eller mindre kraftigt/intenst. Det vil kunne henvise til en politisk prioriteringsrækkefølge.

I den danske gengivelse af den grønlandske debat er tidsdimensionen  vigtig. Der er forskelle på, hvor intenst hvert parti mener, samarbejdet med Danmark skal være, og  det er også afhængigt af had-dimensionen.

For mig personligt er  jeg – også gennem smerteligt mistede bekendtskaber – klar på, at når hadet er stort nok, så foretrækker nogle i en fart  at komme under Trumps regime end fortsætte ad den trælse vej med at formulere et nyt rigsfællesskab.

 

 

 

USAs  sikkerhedspolitiske maskerade

Som jeg har fotstået det, støtter Putin e USAs overtagelse af Grønland. Det sker samtidig med, at vicepræsident Vance under sit besøg på Pittufik stod o gfrejdigt hævdede, at fjendtlige russiske fartøjer sejlede rundt om Grønlan i massevis. Der var – for at sige det mildt – en del unøjagtigheder i mandens virkelighedsbeskrivelse. Men det er jo lige meget altsammen, for konklusionen er helt adskillt fra de begrundelser, der skulle gøre det ud for logiske præmisser. Hvis præmisserne ikke passer, må man regne med, at de finder på nogle andre.

Naleraqs dobbeltrolle

Mit indtryk er, at Naleraq spiller dobbeltspil. På den ene side plæderer partiet for “selvstændighed”, men på den anden viser besøgene i Det Hvide Hus og samspillet med Washington, i det mindste, at Naleraq vil prøve at lægge pres på Danmark via samarbejdet over eller under radar.

Det er i det perspektiv, man skal se Naleraqs højt profilerede krav på selvstændighed, forstået som fuld suverænitet, så hurtigt som muligt. Hvor høj er prisen? Spillet med Kuno Fencker og Pele Broberg i forståelse med Trump-regeringen udtrykker det positivt, at vreden harmen, over Danmark gør væk hurtigst muligt til et sted. Om de er forræddere eller ej, må grønlændere selv afgøre,

Partiets succes skyldes det udbredte danskerhad i Grønland, mest udtrykt ved reaktionerne på DRs afnotering af filmen “Grønlands Hvide Guld”.  Med mine ord er der tale om den mest vanvittige antigrønlandske handling fra dansk side i nyere tid. Og timingen var forfærdelig.

Når Naleraq står efterladt alene og udenfor, skyldes det efter formentlig en fuldstændig fejlslagen spekulation. Med kendisser som Aki-Matilda Høegh Dam, Kuno Fencker og Pele Broberg som drivende kræfter har de i deres tilsyneladende tætte samarbejde ikke bare med USA og siden Trump faret rundt i den vildfarelse, at man med held skulle kunne  spille Danmark og Trump ud imod hinanden, så grønlænderne i Grønlund ville kunne vælge og vinde noget ved det.

Erfaringerne med det mislykkede hundeslade-væddeløbsstunt viser. at antallet af personer i Grønland, der vil foretrække at blive ejet af USA, skal tælles i promiller.

Det kan være, de har handlet på egen hånd, men selv med den partimæssige opbakning ved valget fornylig som bagtæppe må man forstå, at hvad den spekulation angår, er de på retræte.

For mig ser det ud, som om Naleraq er domineret af et indædt danskerhad. Problemet for partiet er, at had ikke er noget program, men en tilstand. Hvad kan det had bruges til? I første omgang blev det til et godt valg og nu en isoleret position udenfor Naalakkersuisut.

Hvad mener Naleraq om skat, fiskeri, social udligning, konkurrence osv? Ærlig talt: Det har forbigået min opmærksomhed.

Demokratiit

Jeg opfoatter det nye store parti, der vist selv betegner sig som “socialliberalt”, som forholdsvis højrevendt.  Sammenligningen med Liberal Alliance i Danmark behøver ikke at passe. Partiet præsenteter sig som “socialliberalt”, en betegnelse, navnlig Radikale i DK benytter. Men det samarbejder i DK med Liberal Alliance, som vel nærmest er et skattenægterparti.

Hvad holdningen til “Rigsfællesskabet” angår, skulle jeg mene, at det bakker op om en langsigtet, ultratålmodig linje, hvor Grønland først skal være selvfinansierende, før man for alvor skal kunne tale selvstændighed.  Holdningen adskiller sig ikke væsentligt fra den, vi ser hos Siumut eller i praksis IA.

 

Siumut

Partiet blev valgets store taber. Den orkestrerede splittelse op til valget efterlod partiet flosset. Men ved nærmere granskning er partiet fortsat ikke bare selvstændighedsorienteret som de andre regeringspartier, men egentlig også et parti, der fortsat ønsker tempoet i selvstændighedsprocessen sat op.
Mon ikke det vil vise sig at være en fordel, at partiet slap af med Kuno Fencker og Aki-Matilda?

Lige før første april så vi  Simut i strid med Frederik Jensen fra Demokratiit om at afholde statsbesøg, før regeringen har konstitueret sig.

Det bemærkelsesværdige er, at striden foregik for åbent tæppe.